Jeg ankom for en times tid siden i ”limousinen” med Sidsels forældre. Det har været en rigtig hyggelig tur, og selvom vi undervejs syntes, vi tilbragte meget tid med at holde i kø, så var turen meget hurtig og behagelig (sidstnævnte, fordi vi hyggede os, jeg havde meget benplads, et blødt sæde, aircondition og min mors ”overlevelsespakke”). Min far kørte mig til Haderslev i formiddags, så jeg kunne følges med Rut og Bjarne resten af vejen. Turen til Haderslev foregik på motorcyklen, som jeg ellers ikke har kørt på længe.
Billedet her er taget ved Ørridslev Kirke, hvor vi var et smut forbi for at sige på gensyn til mor en sidste gang.Det var en rigtig god afslutning på et dejligt ophold i Danmark. Opholdet startede torsdag, da Bente og jeg tog toget fra Marburg kl. 14.21 med en forventning om at være i Horsens og Århus kl. henholdsvis 23.48 og 00.16. Det var en lang tur, men fordi vi så film det meste af vejen, og fordi vi glædede os sådan til at komme hjem, føltes turen ikke så lang. Det bedste ved turen var, da vi nåede et forsinket tog i Fredericia, så vi kom hjem 40 minutter før planlagt. Det gjorde smilet endnu større! Og det er ikke blevet mindre siden. Jeg har været omgivet af de mennesker, jeg holder allermest af.
Fredag morgen cyklede jeg op til min hund, og vi hyggede alene, ind til mor kom hjem til frokost. Om aftenen kom Mikkel, Steffen og Melanie også, og far tændte op i grillen.
Det er altid en fornøjelse, og selvom vi ynder at grille i Marburg, er vi altså ikke tætte på at være så gode til at grille som min far, som uden at prale er verdens bedste grillmester (ok, jeg praler måske lidt, men det må man også godt, når han nu er så god).
Derefter kørte vi ud til min farmor og farfar, hvor vi fik en skøn frokost.
Når man er væk fra Danmark, er et koldt bord med alt, hvad det indebærer, det, der får ens tænder til at løbe mest i vand. Og dertil skal det siges, at min farmor bager det bedste rugbrød og sigtebrød, man kan forestille sig, og at min farfar brygger nogle fantastiske øl. Det er vist ingredienserne på en rigtig hyggelig eftermiddag.
Da det blev aften, kørte vi videre til Ørting. Svigerfar var desværre ikke hjemme, men i stedet var Selma og Laura på besøg. Vi havde en hyggelig aften med god mad og hygge.Vi er lige ved at se en film, så vi er en smule koncentrerede. ;)
Efter en lang og dejlig dag kørte vi hjem til lejligheden. Hele søndag hyggede vi bare i lejligheden, og da aftenen stille sneg sig ind på os, lavede Mikkel sin helt fantastiske pizza.
Mandag aften var vi inviteret til middag hos Mikkels farmor, som rigtig forstår at forkæle sine gæster.
Tirsdag morgen tog vi ned til vores veninde Lea. Hun fødte den 11. maj en lille prinsesse Emma, som vi gerne ville sige hej til. De havde det begge rigtig godt, og det var dejligt at se dem!
Konklusion: Det har været nogle fantastiske dage i Horsens. Tusinde tak for det! :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar