Tre dage og fire nætter med Lonely Hearts Club

Natten til d. 28. april trillede Aygoen ind på parkeringspladsen på Ernst Lemmer Strasse. De knuste hjerters klub havde kørt hele aftenen og det halve af natten for at komme til Tyskland og besøge mig; deres elskede og højtærede formand.

Der er næsten ingen grænser for hvor meget vi har oplevet. Alene lørdag havde vi tre nærdødsoplevelser.
Men måske man skulle starte med begyndelsen.
Torsdag spiste vi sushi til frokost, hvilket altid er nice. Derefter var vi i verdens største spam-butik, hvor Jytte fandt tre nye pezfigurer og noget sukkerstads samt tilhørende gulerodsslikkepind i 3d. Eftermiddagen og aftenen gik med at afprøve forskellige barer og knejper i Oberstadt.

Her ses Jytte og Bide med Franziskaner-øller i flotte glas.

Det kom til at gå lidt vildt for sig torsdag aften og vi endte da også til fest i en gammel lagerhal i ægte østtysk stil. Meget varmt og fyldt med tysk ungdom. Alt dette kom til at betyde, at fredag blev en slags rekreationsdag, hvor vi dog alligevel fik handlet ind, spist burgere og set City og Angels.

Lørdag var vores aktive dag, hvor vi besteg bjerget på vej op til slottet. Her ses Jytte med udsigt over byen og den evangeliske kirke. (For nogen af medlemmerne i de knuste hjerters klub, og her skal ingen navne nævnes, vil denne bjergvandring kunne betegnes som værende nærdødsoplevelse Nr. 1.)
Det var en kende varmt og en kende hårdt at komme op i så tynd en luft, når vi nu alle havde glemt at tage vandflasker med. Heldigvis er Marburg rigtig god til at lave boblende vandkilder i gader og stræder, og vi fandt da også dette dejlige vildsvin, som kunne fugte vores læber påny.

Bide med vildsvin. Man kunne kalde det et syn for guderne.

Efter bjergvandring, slotsbeskuelse, kirkegang og barnedåb fandt vi endnu engang vejen til sushi-restauranten, hvor vi allerede er ved at være stamkunder. Jeg er i hvert fald.
Derefter fandt vi et cykelbåd-udlejlingssted, hvor vi betalte os fra at cykle rundt på Lahn i en times tid.

Her er Lise og jeg som henholdsvis 1. og 2. kaptajn :)
Det er på dette tidspunkt af lørdagen, at vi nærmer os nærdødsoplevelse Nr. 2. Der skete det, at jeg fik lov at styre båden, og glad som jeg er for ænder og ikke mindst svaner, kom jeg til at styre båden ind på svanemors territorium. Smart som jeg var styrede jeg indenom, således at svanemor var på modsatte side af båden.
Det er så her, at svanemor og Lise får øjenkontakt og en kamp udvikler sig. Det ender dog med at vi må trække os og flygte så hurtigt som det nu engang er muligt i en cykelbåd - hvilket ikke er hurtigt nok!

Vi tog en smutvej hjem til Wehrda, hvilket dog ledte os rimeligt meget på vildspor, og ind gennem en meget stor og dyb skov. Med Jytte bag rattet og Bide og Lise på bagsædet som vejvisere, fik vi set nye sider af Marburg og omegn, som ellers altid ville have stået usete hen. Dette billede betegner meget vel det øjeblik, hvor Jytte siger "Åh, nej. Vi er kommet til en korsvej!" og Vejviser-Bide svarer "Jamen det er fint, vi skal bare ligeud!"
Det er lige på dette tidspunkt at turen gennem skoven udvikler sig til nærdødsoplevelse Nr. 3!!!

Efter 20 minutters køretur i usikkert terræn - I EN  TOYOTA AYGO - med dybe, lange skrænter ned til venstre for bilen, og passering af i hvert fald to korsveje samt verdens mest skræmmende dame, hvis blik kunne dræbe, nåede vi langt om længe til skovens ende, hvor vi havde udsigt til asfalterede veje.
Det var så dér, at vi stødte ind i bommen!

Goddag stor bom med hængelås på!
Man skulle tro, at alt endte galt her, men så skete der et mirakel og Jytte og Lise kunne løfte bommen af, og vi kunne køre hjem til Ernst Lemmer Strasse efter en dejlig køretur, som burde have været 4 km lang og have taget 10 minutter, men som endte med at tage tre kvarter! Moralen er, at smutveje gør dig stærkere og klogere, ældre og visere og eventuelt efterlader dig med panik-diarré i tidsrummet efter oplevelsen.

TAK TIL LONELY HEARTS CLUB FOR NOGLE VIRKELIG DEJLIGE DAGE<3